En fandens karl var han første gang jeg så ham, og da jeg var mere optaget af mine egne kærestesorger, var han ikke interessant. Jeg tænkte han kunne blive en fin elsker, men lynhurtigt røg vi i kærestefælden hvor jeg oplevede, hvad det vil sige at have en kæreste, der var ligeså givende som jeg selv… Som mange andre begyndte vi at drømme om at flytte sammen, og skæbnen ville, at jeg efter kort tid rykkede hjem til ham med børn, fugle og et ukendt antal kaniner.
Stadig beruset af forelskelse opsøgte jeg ham på vejen mellem flyttekasser og bil for lige at forbinde mig med ham med et kys og forventningsfuldt blik, men blev mødt med et kort klem og fjernt blik. “Jeg er lige ved noget andet” fik han sagt… Og det næste år oplevede jeg, hvordan spirrende forelskelse og kærlighed sank ned i hverdagssysler og “hvem gør hvad” energi. Og på trods af hans ukuelige tro på mig og HjertensFryd, og hans åbenlyse kærlighed for mig og mine unger, begyndte min lyst til ham at visne. Jeg følte han blev tavs, når jeg delte mine visioner og indsigter med ham, følte at hans primære fokus lå på, om jeg gad at elske med ham eller ej og at han, som ypperste mål havde sat sig for at please mig på alle praktiske fronter i så høj en grad, at han blev irriteret, hvis jeg pludselig begyndte at blande mig i husførelsen…
En dag fik vi taget snakken om, at han ikke følte jeg anerkendte hans kæmpe indsats på det huslige, mens jeg følte, at det, der tidligere havde knyttet os sammen som elskende var dødt. Vi brød op og flyttede fra hinanden og brugte hver især de næste 10 måneder på at få arbejdet med os selv. Ikke for at finde sammen igen, men fordi vi begge er drevet af nysgerrighed på at forstå os selv i den verden vi omgiver os med.
Det var lykkedes os at bevare kontakten siden bruddet, og en dag i sidste uge opstod der noget i mig, der ikke havde strømmet i lang tid. Pludselig fik jeg øje på alle de vidunderlige kvaliteter han bærer, som var blevet overskygget af min egen længsel efter at blive set, og det gik op for os begge at det, der havde bragt os fra hinanden et år tidligere var frihedsbegrænsningen vi hver især havde indordnet os under ved at flytte sammen. Og som vi snakkede om, og jeg vil invitere dig til at mærke på fik vi vendt:
Hvorfor er det lige vi ender med automatisk at skulle være sammen i de weekender, der ikke er andre planer?
Hvorfor er det lige vi føler “pligt” til at være sammen hver aften, det kan lade sig gøre?
Er det altid bedst for forholdet at man skriver og ringer sammen dagligt når man er kærester?
Og med de spørgsmål i baghovedet har vi nu valgt at følges ad kærlighedens sti igen, men denne gang vil vi prøve at bevare os selv i højere grad, at mødes omkring det, der gør os godt og derudover fortsætte med alle de andre gode sager vi hver især har for. Om det lykkes kan ingen vide, men magisk er det at vi begge har lyst til at gøre forsøget…
Har du lyst til at læse mere om, hvordan du kan puste nyt liv i dit syn på det at være kærester, er du velkommen til at tilmelde dig mit nyhedsbrev og få gratis øvelser på dagens tema..
