Hjertet bag

Min vej til at skabe HjertensFryd har bugtet sig, jeg er blevet båret af milde vinde og raspet hudløs af ubarmhjertige vinterstorme. Vejen har bragt mig til mit livsformål, nemlig at kunne byde dig velkommen i HjertensFryd. Her vil du møde de vigtigste af mine livindsigter, som har formet mig og den måde jeg jeg støtter dig i at gå den vej, der er din.

At turde fejle
Som barn var det at fejle, noget af det mest pinlige man kunne udsætte sig selv for. Derfor valgte jeg ubevidst at lade være med at engagere mig i mine opgaver med hele mit hjerte, så det ikke var ligeså stort et nederlag når jeg fejlede.

På universitetet lærte jeg om vedholdenhed, og forstod at man ikke var dum fordi man var nødt til at læse teksterne flere gange, og derfor brænder jeg for at formidle, hvor vigtigt det er at tro på sig selv, engagere sig og anerkende, at det er lærerigt og modigt at turde gå vejen selvom vi indimellem fejler og falder.

At tage ansvar for sig selv
Et andet afgørende skridt på min vej var, da jeg besluttede at blive reikihealer for at helbrede min sclerose syge mand. Det tog mig nogle år at indse, at ethvert menneske må tage det fulde ansvar for sin egen trivsel og at jeg, for at hjælpe ham bedst muligt, var nødt til at give ham ansvaret tilbage og ikke bære hans byrder. Da det gik op for mig, begyndte jeg igen at kunne fokusere på mit eget liv og mit ansvar for at tage vare på min egen lykke og selvudvikling. Ved at tage ansvar tager vi vores power hjem og får handlekraften tilbage og dem vi elsker får muligheden for selv at vælge, hvad der er bedst for dem.

At blive ven med den indre kritiker
Med Reiki startede min spirituelle vej for alvor, og på opfordring fra min yogalærer og andre, begyndte jeg  at undervise i yoga. Da jeg nogle år senere tog Shakti yogalærer uddannelsen gik det op for mig, at den største power ligger i at ære det sårbare i os selv. Vejen er hård og ubarmhjertig indtil man finder fred med sin indre kritiker, der af al magt forsøger at skåne én for risikoen for at latterliggøre sig selv og blive til grin. I HjertensFryd deler jeg mine værktøjer til at blødgøre din indre kritiker, og du lærer på en kærlig måde, at ting tager tid og må modnes, før de kan høstes, så du med fred i sjælen kan tage det næste skridt og anerkende, at vejen er målet.

Vi er mestre i vores eget liv
En dag jeg sad i mit dejlige yogarum anråbte jeg gud i fortvivlelse over, at jeg spændte så intenst ben for mig, og jeg gav ham løftet om at gå hjertets vej med alt hvad det indebærer, hvis han bare ville guide mig. Det commitment gav mig indsigten, at jeg er mesteren i mit liv. Jeg kan tage imod råd, men vejen er min og jeg må gå den selv, bære det fulde ansvar for de udsving og styrt der sker, og minde mig selv om, at hvert eneste skridt er med til at føre mig endnu tættere på det jeg brænder for: At støtte andre i at finde modet til at gå den vej, der er deres. Den største gave jeg modtager i mit professionelle virke er når mine elever eller klienter finder modet til at handle på det, der fylder i dem og tager ansvaret for deres næste skridt.

For fire år siden fandt shamanismen plads i mit liv og jeg er stadig boblende lykkelig over de enorme gaver naturen og dens væsner vælger at dele med mig, og for et par år siden begyndte de at dukke op under mine healinger og terapier, så den shamanistiske visdom nu er begyndt at blive en del af mit professionelle virke.

Og her sidder jeg så og mærker, at jeg er ganske godt tilfreds med mit liv og al den læring jeg har modtaget indtil nu. Jeg nyder at hellige mig HjertensFryd, dem jeg elsker, lyset, jorden og al det indimellem, og jeg vil glæde mig til måske en dag at byde dig velkommen hjem i dit hjerte.

Namastè