Forestil dig, at dine venskaber er som små hyggelige butikker. Du vandrer ned ad gaden, og pludselig står du foran en butik, du ikke har lagt mærke til før. Inde i butikken er der spændende dufte, former og farver, og du bliver nysgerrig på at tage det hele ind, mærke det i hænderne og tage det med hjem. Det er som om, at netop denne butik rummer alt, hvad du har brug for, og du mærker taknemmeligheden over at have fundet den. Glad og tilfreds forlader du butikken og glæder dig allerede til næste besøg.
Næste gang du opsøger butikken, er den lukket. Med en lille ærgrelse, må du vente på at den åbner, hvor du igen nyder din oplevelse i fulde drag.
Næste gang du kommer, opdager du, at den lille butik ikke sælger det, du mangler, og nu ærgrer du dig over at indse, at den alligevel ikke havde alt det, du ønskede dig. Hører du til de modige, fortæller du indehaveren, at du ville sætte stor pris på, at butikken åbnede noget før, og solgte det du mangler; og herfra kan der ske flere ting:
- Butiksbestyreren følger dine råd og tilpasser butikken til dine ønsker. Efter noget tid opdager du, at butikken er lidt nusset, nogle af varerne er udsolgte, og butiksbestyreren virker mere gnaven end før.
Butiksbestyreren fortæller dig, at der er en god grund til at de ikke gør som du anbefaler, og opfordrer dig til at finde en anden butik for at tilfredsstille disse andre behov.
Den magi, du oplevede ved dit første besøg har nu ændret sig fra, at du med glæde tog imod det, der var blev tilbudt til, at du føler, at du ved bedst omkring den lille butiks behov. Måske går du endda ind i en anden butik og deler din frustration over, at den lille butik ikke har styr på sine ting. Bliver du mødt med forståelse, vil I nu være to, der er enige om, at den lille butik burde drives anderledes.
Uanset hvordan den lille butik reagerer, vil din oplevelse være væsentligt forringet fra første gang…
En af de største udfordringer ved at indgå i relationer er, at anerkende den anden, med alt hvad han/hun er. Anerkende at andre mennesker ikke kan give os hele pakken af det vi ønsker; for det er kun forbindelsen til vores egen sjæl, der kan det.
Vi mennesker kommer af hver vort familiesystem. Hver med områder, hvor vi ikke er blevet mødt af vore forældre, hver med slægtens tavse traumer i rygsækken, hver med sår og skrammer fra tidligere oplevelser bag os.
Alligevel bærer vi hver især et håb om, at blive mødt, holdt og forstået i de relationer, vi indgår i.
Faktum er, at det ikke er andre menneskers ansvar, at du har det godt. Det er ikke andre menneskers opgave at udfylde de huller, du bærer fra svigt og manglende opmærksomhed. Det er dit.
Dem, der deler nutiden med dig kan ikke hele det, der kom før. De kan hive dig med i skoven, når du bliver opgivende, de kan lytte til dine indsigter og fejre dine succeser med dig. Men de kan ikke bære dig, hele dine sår eller skåne dig fra det, der gnaver i dig fra fortiden.
Kan vi indgå i en relation med et minimum af forventninger og krav, er der stor chance for succes. Tør vi melde ud, når vi opdager, at den ene af os er jokket ind på den andens banehalvdel, og kan vi anerkende kærligheden mellem os, selvom vi ikke forstår den andens valg, kommer vi langt.
Kan vi åbne os i respekt for, at vi kun kender til en meget begrænset del af vores ven, og have tillid til, at de nok selv skal bede os om hjælp, hvis de får brug for det, vil en vidunderlig dimension åbne sig. Uden regnskabsbøger (Jeg ringede sidst, nu er det din tur), uden behovet for at ændre og rette til, kan vi danse, lege og græde sammen i livet med al dets pragt…
Namastè…
