Af alle de dæmoner der bremser mig og spænder ben for mine intentioner er tvivlen min største fjende. Når jeg med saft og kraft har mærket et kursus jeg gerne vil holde og har overtalt mig selv til at få det hele synkroniceret med hjemmeside, Facebook, Terapeut booking og min egen private kalender bliver der så mærkelligt stille bagefter, hvor det var meningen at tilmeldingerne skulle vælte ind. I bedste fald smutter mine samarbejdspartnere ind og giver det energi, måske er der en 10 stykker der bliver interesserede og så bliver der stille igen, som i helt stille. Til at starte med går det meget godt. Jeg ved at man skal give slip når man har gjort sit arbejde, ikke give det mere end nysgerrig opmærksomhed. Og selvfølgelig er der praktiske ting man har ansvar for, for at folk ser det og mærker det. Der sker ikke en skid.
Og så kommer tvivlen: Er det nu det rigtige at bruge sit liv på, at kaste glimmer og lys ud over folk, som nok synes det kan være inspirerende og underholdende at læse, men som ikke lige er nået til at gøre noget ved de kedelige ting i deres eget liv. I min ende er der langt mellem snapsene, hvor folk mærker at de skal lette måsen og komme og gøre noget ved deres liv, så det kan blive endnu mere saftigt og kraftfuldt.
For når først folk får nusset sig afsted til HjertensFryd, oplever jeg den største glæde og tilfredsstillelse ved mit virke ved at mærke deres nye håb og glød i øjnene. Jeg mærker at det jeg kan virkelig sparker røv i folks liv. Jeg mærker at jeg til fulde kan gøre en forskel for både mænd, kvinder og børn som kommer til min undervisning, i mine terapier og bliver healet og masseret på min briks.
Hvorfor det skal tage folk så lang tid at komme afsted forstår jeg ikke. Jeg er selv drevet af ild og et dybt commitment til at få ryddet op i det der hæmmer mig. Jeg smutter jævnligt i terapi, eller i skoven eller på trommen for at rydde op. Men når ens virke er baseret på andre menneskers velvilje, oplever jeg til fulde at jeg og mine kolleger bliver udfordrede på at holde ilden ved lige mens vi venter. Tro på, at der kommer dem der skal, at det nytter noget vi render rundt og nærmest ikke kan holde skindet på næsen, og igen og igen sige nej til tanken om, hvorvidt vi ville finde større tilfredsstillelse ved at blive lønmodtagere…. Det ville bare ikke virke for mig. Der ville gå tre måneder, og så ville jeg begynde at lege med tanken om at omdanne kantinen til wellness sal og invitere kollegerne til nydelses weekend.
Guderne skal vide at jeg nogen gange ville ønske jeg ikke havde den store kærlighed til naturen og til de krøllede mennesker der bebor den, mig selv inklusiv. Så kære jer, der stadig læser med, I kommer til at hænge på mig noget tid endnu. for det er prisen for at gå sjælens vej, man hænger på den for livstid, og gudskelov for jer, der trods alt kommer, for mine elskede samarbejdspartnere og alle hjælpere over og under os….
Hører du til dem, der også mærker tvivlen gnave i dit liv på den ene eller anden måde så kom, jeg er klar til at få dig tilbage på sporet, og lad der ikke gå for længe, det er så kedeligt at vente…
Namasté
